Erhvervskontoret i Vesthimmerland har fået nyt navn

Gundestrupgaard scaled e1757491925958

Erhvervskontoret i Vesthimmerland har skiftet navn fra Erhverv Væksthimmerland til Erhverv Vesthimmerland.

Med navneskiftet signalerer erhvervskontoret en ny tid, hvor tæt samarbejde med erhvervslivet står øverst på dagsordenen. Med sloganet “tæt på” og en klar strategi vil erhvervskontoret være en synlig og aktiv partner for virksomheder i hele kommunen.

Vores vigtigste opgave er at skabe værdi for erhvervslivet og styrke virksomhedernes bundlinje. Vi står klar til at hjælpe dem videre – hvad enten det handler om det næste vækstskridt, finansiering eller iværksætteri, siger erhvervschefen i Erhverv Vesthimmerland, Anna Oosterhof.

Tættere på virksomhederne

I godt et år har erhvervschefen og to erhvervskonsulenter haft adresse på Gundestrupgaard, der ligger i udkanten af Aars. Herfra arbejder teamet målrettet med at besøge virksomheder og tage fat i de udfordringer, der betyder mest lokalt.

I løbet af et år er vores mål at besøge knap 200 virksomheder for at lytte, sparre og finde løsninger sammen med dem. Det gør en forskel, når erhvervskontoret ikke kun er et sted, man kontakter, men mennesker, der møder virksomhederne der, hvor hverdagen foregår. Det er vigtigt for os, at vi leverer en god service, og at virksomhederne føler sig imødekommet, siger Anna Oosterhof.

En samlet indsats

Navneskiftet og flytningen til Gundestrupgaard er en del af en gennemarbejdet strategi om at skabe et moderne og fremtidsorienteret erhvervskontor, der understøtter vækst og udvikling på tværs af hele kommunen.

Med det nye setup står vi endnu stærkere til at imødekomme de krav og muligheder, nutidens virksomheder står over for – og hjælpe dem med at udvikle sig i en tid med konstant forandring, siger erhvervschefen.

Sammen med det nye navn lancerer Erhverv Vesthimmerland også en ny visuel identitet med logo og hjemmeside. Tilsammen markerer det den turnaround, kontoret har gennemgået de seneste par år.

Vores nye navn skal signalere genkendelighed med udgangspunkt i geografien. Vi arbejder for virksomhederne i Vesthimmerland. Samtidig signalerer vores logo fællesskab og netværk – to af vores største styrker. Når vi samler virksomheder på tværs, opstår der nye relationer, nye samarbejder og nye muligheder for forretningsudvikling, fortæller erhvervschefen.

Klar til fremtiden

Styrken ved den lokale erhvervsservice er det indgående kendskab til virksomhederne i Vesthimmerland og deres konkrete udfordringer. En af de største er manglen på arbejdskraft – især inden for industri og bygge/anlæg. Her spiller Erhverv Vesthimmerland en vigtig rolle ved at italesætte behovene og skabe samarbejder med blandt andet Aalborg Universitet og UCN for at finde løsninger.

At drive erhvervsservice anno 2025 kræver fleksibilitet og evnen til hele tiden at tilpasse sig virkeligheden. Digitalisering, automatisering, rekruttering og nye markedsvilkår er dagsordener, som præger erhvervslivet netop nu.

Vi skal være fleksible og hurtigt kunne tilpasse vores indsats efter virksomhedernes behov. Vores fokus er altid at skabe værdi for erhvervslivet, og her er det en stor styrke, at vores bestyrelse hovedsageligt består af erhvervsfolk, som har fingeren på pulsen og er med til at sætte retningen, siger Anna Oosterhof.

FAKTA om Gundestrupgaard

Sted: Tidligere landbrugsejendom i Vesthimmerland

Formål: Erhvervs- og udviklingscenter med fokus på iværksætteri, innovation og bæredygtighed

Tilbud: “Én indgang” til erhvervsservice samt innovationsmiljø med faglaboratorier (Living Labs)

Vision: At skabe et dynamisk samlingspunkt for erhverv, uddannelse og kommune

FAKTA om Erhverv Vesthimmerland

Sted: Vesthimmerlands Kommunes lokale erhvervskontor

Formål: Tilbyder gratis erhvervsservice til virksomheder og iværksættere

Tilbud: Vejledning, netværk, hjælp til digitalisering, kompetenceforløb, adgang til erhvervsfremmesystemet mv.

Vision: At styrke vækst og udvikling i det lokale erhvervsliv

Scroll to Top