Morten nåede kun lige at færdiggøre sin uddannelse, før han blev tilbudt en fuldtidsstilling i Messecenter Vesthimmerland

Morten Lyngby blev i sommers færdiguddannet serviceøkonom. Nu står han allerede som 23-årig med en fuldtidsstilling som eventkoordinator hos Messecenter Vesthimmerland, hvor han sidder med planlægning af messer, events, foredrag og koncerter.

På grund af Mortens praktikforløb var han i forvejen et kendt ansigt i messecenteret. Her havde han i efteråret 2022 fået lov til at bruge sin viden fra uddannelsen i praksis, og direktør, Brian Otte, havde derfor allerede set, at hans viden var et godt bidrag til messecenteret. Derfor slog han til, da muligheden for at tilbyde Morten en fuldtidsstilling bød sig.

Samtidig var det ikke helt uvant for Morten at færdes i Vesthimmerland, da hans forældre bor i Farsø, hvor han er født og opvokset. Han bor selv på nuværende tidspunkt i Aalborg, men fortæller smilende, at han ikke udelukker muligheden for, at han på et tidspunkt flytter tilbage til Vesthimmerland.

MortenLyngby Scaled E1696965253324

SMV:Vækstpilot og halvdelen af lønnen dækket i et halvt år

Inden Brian ringede til Morten, havde han en samtale med vores erhvervskonsulent, Kirsten Heisz, som fortalte ham om muligheden for at søge tilskud gennem SMV:Vækstpilot. På grund af denne pulje får messecenteret dækket halvdelen af Mortens løn i et halvt år, og dette sætter Brian stor pris på:

”SMV:Vækstpilot er en virkelig god ordning. Det er med til at få unge og nyuddannede i job, og så er det også en økonomisk god mulighed for virksomheder. Vi vil helt sikkert se ind i samme mulighed, hvis den opstår igen, fordi de unge kommer med en helt ny tilgang, og giver en god variation i medarbejderstaben” fortæller Brian.

Udover, at det er en økonomisk fordel, ser Morten også SMV:Vækstpilot som en fordel for det arbejde, han laver:

”Det er rart, fordi man har et pejlemærke i arbejdet. Jeg er ansat ved et projekt, som man kan vende tilbage til og støtte sig op af, og derfor identificerer det opgaver, så jeg altid har en retning at arbejde efter” fortæller Morten Lyngby.

Det har derfor været positivt både for Morten og messecenteret, at det er muligt at søge det tilskud, som SMV:Vækstpilot tilbyder. Samtidig er Morten stor fortaler for, at virksomheder gør sig attraktive overfor praktikanter, fordi det netop gjorde, at han fik en fod indenfor.

Scroll to Top