Mentorkorps
For yderligere at styrke indsatsen omkring iværksætteri og støtte op om udviklingen i Vesthimmerland Kommunes iværksættermiljø, er der etableret et lokalt mentorkorps.
Formålet med et mentorkorps er, at lokale erhvervsledere med en bred erfaring inden for forretningsudvikling, drift, vækst og opstart af virksomheder, kobles til og deler deres erfaring med nyetablerede lokale iværksættere, så de får nemmere ved at lykkes med at etablere, udvikle og drive virksomhed i Vesthimmerland, udtaler Kirsten Heisz, Erhvervskonsulent hos Erhverv Væksthimmerland.
Hvad kan en mentor hjælpe mig med?
En iværksætter, der påtænker at etablere virksomhed og/eller er nyopstartet i Vesthimmerlands Kommune og har et ønske om at udvikle eller styrke sin virksomhed, kan komme i betragtning til et gratis mentorforløb i 12 måneder. Ønskes der yderligere samarbejde herefter, kan dette arrangeres efter kommercielle vilkår indgået mellem mentee og mentor.
Det afgørende for at få en mentor tilkoblet er, at virksomheden har overlevelsespotentiale, og ejeren er fuldt engageret i sin virksomhed, er parat til at lytte, gerne vil gå nye veje og eventuelt indgå i et potentielt længerevarende samarbejde.
Lars Malling
Lars er uddannet cand.merc.jur og HD (Organisation) og har 24 års ledelseserfaring på strategisk og operationelt niveau bag sig. Han er i dag aktiv som virksomhedsdrifter, investor, inspirator, facilitator og iværksætter. Lars har en fornemmelse for, hvad der virker – og også, hvad der ikke virker! Lars drives af nysgerrighed og lyst til læring, og fokuserer meget på netværk og værdien heri. Som person anser Lars sig som værende robust, jordbunden og en ildsjæl med et højt drive.
Jørgen Mølsted Jørgensen
Jørgen har været leder af Himmerlands Udviklingsråd i 22 år, i dag kendt som Erhverv Væksthimmerland. Han er derfor vant til at have kontakt med både virksomheder og ikke mindst iværksættere. I dag er Jørgen arbejdsfri, men Jørgen deltager stadig i nogle aktiviteter såsom at være direktør for Aars Erhvervscenter og for A/S Nordjysk Agrocenter – begge virksomheder med fokus på udlejning af kontorer, haller mv.
Per Thy Sørensen
Per har en lang karriere bag sig med ansvarsområder inden for salg, marketing og ledelse. Erfaringen spænder over såvel små som store virksomheder og specielt start af nye virksomheder i Danmark og udland. Senest har Per været direktør på MAT Dania og arbejder i dag i bestyrelser i 6 forskellige virksomheder. Per har en bred erfaringsvifte, han kan bidrage med.
Preben Stæhr
Preben har stor erfaring med sig med titler som erhvervsmand, investor, mentor, iværksætter og virksomhedsejer. Preben har selv været iværksætter med virksomhederne Turbovent A/S, som i dag hedder Munters A/S, Turbovex og Rotor Gmbh og kan derfor sætte sig ind i, hvad det vil sige at være iværksætter. Prebens store passion er iværksætteri, og han er klar til at give sine mange erfaringer videre.
Martin Gregersen
Martin er uddannet indenfor samfundsøkonomi med en overbygning i organisationspsykologi. Martin har mange års erfaring indenfor sundhedsvæsenet med titler som blandt andet sundhedsdirektør og hospitalsdirektør. Martin er også selvstændig rådgiver og er derfor vant til at rådgive andre og står klar til at være mentor for en iværksætter. Privat er Martin kunstner og trommeslager på hobbyniveau.
Leif Christensen
Leif er bankuddannet og har mange års erfaring inden for banksektoren med direktørstillinger i blandt andet Spar Nord og Sparekassen Hvetbo. Leif er merkonom i finansiering og skatteret samt en HD i regnskabsvæsen. Leif har ydermere undervist som lektor på universitet og besiddet en lang række bestyrelsesposter. Privat er Leif interesseret i sejlsport og yachtskipper af 3. grad.
Thorkild Christensen
Thorkild bidrager med sin erfaring som butiksleder i køkken- og hvidevarebrugsen Store Ajstrup gennem 36 år. Thorkild har opbygget en af landets største butikker med køkkener og hvidevarer. Han har, grundet sin erfaring, derfor en bred forståelse for virksomhedsdrift mv. I dag er Thorkild arbejdsfri og ønsker at bidrage med sin viden til en iværksætter, der kunne have gavn af denne.
Toft Kristensen
Toft arbejder i dag hos Lund Dal Invest A/S, LDI Ejendomme A/S og Headal Invest ApS som administrerende direktør. Virksomhederne beskæftiger sig blandt andet med investeringer herunder køb/salg/udlejning af ejendomme, aktier og andre værdipapirer. Han har erfaring fra flere direktør- og økonomichefstillinger samt flere bestyrelsesposter, og han står klar til at dele ud af sin erfaring.