Hvis det stod til Martin, som ejer Nørager Byg, så skulle hans virksomhed være bæredygtig på alle fronter. For eksempel foretrækker han at fuge med bæredygtig fugemasse, benytte bæredygtige skruer samt bygge i træbaserede- og svanemærkede produkter.
Martin startede sin virksomhed, Nørager Byg, i starten af 2022, og det er gået stærkere, end han havde forventet. Han startede som en traditionel tømrervirksomhed, men efter kort tid kunne han mærke, at han ville gå i den grønne retning.
Vejen til at blive en bæredygtig tømrevirksomhed
Gennem vores erhvervskonsulent, Søren Rigborg, kom Martin med på StartUp Green forløbet, som er et udviklingsforløb for virksomheder, der er, eller skal i gang med en bæredygtig udvikling. De startede i marts måned i år, 2023, og deltagerne har allerede mødtes seks gange.
Ifølge Martin har StartUp Green hjulpet ham i den rigtige retning:
”StartUp Green har åbnet døre for mig, og givet mig værktøjer til, hvilken retning jeg skal gå. Det er virkelig en investering i fremtiden” fortæller Martin Nørager.
Han uddyber med, at når man er så mange mennesker samlet, så bliver der kastet mange bolde op i luften. Dette har inspireret ham til, hvilke yderligere bæredygtige initiativer han vil tage, imens det også har været med til at skabe et stærkt netværk.
En naturlig tilgang til den grønne omstilling
Privat tænker Martin også på bæredygtige initiativer, hvor han affaldssorterer, kører i elbil, har solceller og meget mere. Derfor ligger det naturligt for ham også at tænke det ind i sit arbejdsliv. Han er desuden fast besluttet på, at når firmabilen ikke kan køre mere, så bliver den næste også en elbil.
For Martin er det også vigtigt at påvirke sine ansatte til at tænke grønt. Han er et godt bevis på, at man ikke behøver at være 100% bæredygtig for at gøre en forskel, men at de små grønne tiltag også har betydning.
Er du klar til at tage skridtet videre i en bæredygtig retning? Så kontakt vores erhvervskonsulent, Rebecca Knudsen, på tlf. 25362066 eller mail rk@vaeksthimmerland.dk