H. Kirch & Søn løber med titlen som Årets Iværksætter 2021 i Vesthimmerland
Tirsdag, den 23. november var det er i år 6. gang, at Iværksætter Væksthimmerland i samarbejde med Spar Nord Fonden uddelte prisen til årets iværksætter i Vesthimmerland. Kåringen blev afholdt som et fysisk arrangement kombineret med livestream på Facebook, hvor de 3 udvalgte nominerede blev repræsenteret sammen med Spar Nord og erhvervskontoret. Vinderen blev afsløret af Erhverv Væksthimmerlands formand Albert Veggerby på video.
Det var tre spændte ejere af virksomhederne (BLOOM by Lene, Bolig Himmerland og H. Kirch & Søn), der var mødt op, og det var tydeligt at spore stoltheden hos dem, da de blev præsenteret på skærmen.
Vinderen af Årets Iværksætter blev Hasse Kirch, H. Kirch & Søn
Vinderen af Årets Iværksætter i Vesthimmerland 2021 blev Hasse Kirch fra H. Kirch & Søn og formand Albert Veggerby kom med følgende begrundelse:
”Hasse Kirch, H. Kirch & Søn vinder årets iværksætterpris på baggrund af en spændende erhvervshistorie, der både rækker 4 generationer bagud i tiden som håndværksmestre inden for forskellige fag og som i dag er en ny og spændende smede- og VVS-installatør virksomhed.”
Med i betragtningen er også, at Hasse Kirch er en rigtig mønsterbryder med en baggrund, hvor skolegangen ikke fyldte mest i interessefeltet, men alligevel ender han med at være en yderst kompetent, entreprenant og fokuseret iværksætter og håndværksmester.
Virksomheden har vist og viser fin vækst og opfylder på alle måder kriterierne for det, vi kigger efter hos en iværksætter, som kan gøre sig gældende for en kåring til årets iværksætter i Vesthimmerland.
Hasse Kirch, H. Kirch & Søn, var positiv overrasket og tydeligt berørt af situationen og udtaler:
”Vi er utroligt glade for, og meget beærede over, både at modtage, men også være nominerede til sådan en pris. Vi havde slet ikke regnet med det og havde bestemt ikke set det komme. Jeg havde ikke tænkt at en virksomhed i vores branche hørte under kategorien iværksætter.”
På vegne af Spar Nord Fonden overrakte Områdedirektør Klaus Holleufer Frederiksen den kontante del af prisen til Hasse Kirch, og udtalte en stor glæde over samarbejdet om at anerkende og hylde de lokale iværksættere i Vesthimmerland for deres initiativ og gåpåmod.
Det synlige bevis på æren, som tilfalder årets iværksætter, var igen i år en bronzestatuette “vægtløfteren” udført af den lokale billedhugger Jan Anker Petersen fra Galleri Alstrup.
“Der skal lyde et stort tillykke til årets tre nominerede iværksættere, men især til Hasse Kirch fra H. Kirch & Søn som jo strøg til tops i det skarpe felt og løb med prisen som årets iværksætter i Vesthimmerland 2021. Det er glædeligt, at der igen i år er stor diversitet iblandt virksomhederne i finalefeltet, og at bestyrelsen udpeger en vinder med stort drive og vækstpotentiale. Vi glæder os til at følge alle tre finalister fremover og både håber og tror de har potentiale til at være synlige og markante virksomheder på hver deres marked fremover “ udtaler Erhvervskonsulent Søren Rigborg og Erhvervschef Dan Skovgaard.
Fra 2 – 8 medarbejdere på kort tid
Hasse Kirch & Søn er en aut. VVS-installatør der udfører alt arbejde indenfor VVS-installation, smedearbejde, salg og installation af varmepunmper og biobrændselskedler, og henvender sig til både private og erhverv indenfor landbrug og industri. Virksomheden er startet fra bunden med 2 ansatte og allerede på kort tid er medarbejderstaben udvidet til 8 ansatte.
Hasse er god til at se muligheder og samtidig yder han en stor indsats og lægger rigtig mange timer i virksomheden. I 2020 købte han nogle bygninger med tanke på at de skulle huse virksomheden. Det viste sig at der var mere plads end han havde brug for og han besluttede sig derfor for at udleje en del af bygningen til andre iværksættere. De har fået et super godt miljø op og står omkirnge dette sted og derfor går Hasse og med tanker om, hvis der er basis for det, at erhverve sig endnu en hal der også skal udlejes.