Hun har siden 13-14-års alderen vidst, at hun ville drive sin egen virksomhed. Da hun blev 17 år, gjorde hun alvor af det og sendte en ansøgning til familieretshuset. Nu driver hun virksomheden, Amalie S Jewellery, og det går fanstatisk godt for hende.
Ifølge dansk lov må man ikke drive virksomhed, når man er under 18 år, medmindre det er blevet godkendt af familieretshuset. Normalt tager sådan en proces lang tid, men Amalie blev godkendt efter blot fem dage. Hendes forretningsplan var ikke til at tage fejl af, og det er kun blevet bekræftet her efter kun få måneder.
Et af kravene fra familieretshuset er, udover en godkendt forretningsplan, at man er under relevant uddannelse. Derfor læser Amalie ved siden af sin virksomhed på HHX i Aars, hvor hun efter sommer skal starte i 2.g. Hun nyder dog, at hun lige nu har sommerferie, så hun har mere tid til at lave smykkerne.
Begyndte i det små
Amalie begyndte allerede at lave smykker i 2020, hvor hun bestilte små partier af perler hjem og solgte smykkerne over Instagram. Efter to måneder oplevede hun efterspørgsel på dem, og derfor så hun, at der var forretning i det.
Dette resulterede i, at hun tog fat i vores erhvervskonsulent, Søren Rigborg, som fra start bakkede Amalie op omkring, at hun sagtens kunne starte virksomhed som blot 17-årig:
”Søren var med på ideen lige fra start, og han hjalp mig også med at læse ansøgningen igennem til familieretshuset. Efterfølgende har han også været god til at hjælpe mig, når jeg har haft nogle spørgsmål omkring dét at drive virksomhed” fortæller Amalie Skov.
Et velfungerende samarbejde
Det første sted Amalie begyndte at sælge sine smykker fysisk, var i Højbjerg i Aars. Her tog hun ned i butikken og viste dem smykkerne, hvor de var søde til at hjælpe hende med, hvordan et samarbejde fungerer. Samtidig har hun også været på flere messer for at vise smykkerne frem, og det kan mærkes på salget af dem. Imens driver hendes forældre Hvalpsund Familie Camping, hvor hun også sælger godt af smykkerne – især til turister i sommerperioden.
For nyligt har Amalie også indgået et samarbejde med Kalstrup Livstilshus i Løkken, hvor hun startede med at levere 150 smykker. Efter fire dage kontaktede butikken hende omkring, at salget gik stærkt og efterspurgte, om hun kunne sende flere smykker deres vej. Der er derfor ingen tvivl om, at Amalie er kommet godt fra start med sin virksomhed, og at det kan svare sig at handle, når man brænder inde med en god ide.
Går du også med en iværksætterdrøm? Så er du velkommen til at kontakte Søren Rigborg på tlf. +45 61 62 81 67 eller mail sr@vaeksthimmerland.dk