Skal det være en Peugeot eller en Citröen? Mon ikke de fleste kender Klaus Buus som bilforhandleren, der gennem mere end 25 år har leveret både nye og brugte franske ”hverdags” biler til lokale bilkøbere, og dertil også leveret en god og grundig værkstedsservice, ikke mindst erhversbiler til de lokale håndværker.

Klaus Buus kunne i hvert fald fejre 25 år jubilæum i 2020, og nåede lige akkurat at afholde et større arrangement for nuværende og tidligere kunder med underholdning og spisning i udstillingslokalerne på Messevej 10, inden Coronaen lukkede ned for den type fejringer. Her mødte Klaus kunder fra Aars og opland, som gennem et kvart århundrede var kommet som trofaste kunder, og nærmest bare kunne komme ind i butikken og sige; ”I ved, hvad vi vil have, så det må I gerne sørge for – hvornår kan vi få bilen leveret? ”

Først var det udelukkende Peugeot, der blev forhandlet, men da Kjærsgaard Auto trak sig ud af Aars i 2015 fik Klaus lyst til at inkludere Citröen bilmærket i sortimentet. Det var faktisk en gammel drøm siger Klaus Buus, idet han oprindeligt selv er uddannet Citröen-mand. Der skulle dog lige gå nogle år inden importørsituationen gjorde det muligt at tage både værkstedsdelen og forhandlingen af mærket ind. Men så gik det også hurtigt med at opføre et stort nyt udstillingslokale til Citröen-bilerne, som stod færdigt i 2019. De biler Klaus Buus forhandler er med hans egne ord ikke ”prestigeniveau”, men han er dog lidt stolt over, at de nye franske biler er på kvalitetsniveau med de bedste premium mærker!

Arealmæssigt har virksomheden også været igennem en udvidelse de senere år, idet flere erhvervsejendomme er blevet overtaget og lagt til. Målet var bl.a. at få mere plads, men også at komme ud i frontrækken på Vestre Boulevard med mere synlighed og gode adgangsforhold til følge.  

 

Gode og stabile folk er nøglen til succes

Klaus er ikke i tvivl om, at nøglen til virksomhedens succes også er de ca. 20 gode og stabile folk, han har ansat. Nogle har været med fra starten, og mange har op mod 20 års anciennitet. Klaus Buus er god til at tiltrække og fastholde folk, og faktisk er han aldrig bange for selv at være væk fra virksomheden. Han ved at folkene kan køre forretningens drift uden ham. Mange ledelsesbeslutninger tages endvidere i fællesskab med hele ledergruppen, og det giver også en stor loyalitet. Et andet plus er at have folk med forskellige personprofiler, som kan matche forskellige kundetyper. Den samme sælger er f.eks. ikke lige god til alle typer af kunder, og det udnytter Klaus ved at have netop forskellige sælgerprofiler. Nyeste skud på stammen af ansatte er en elev der skal hjælpe både i bogholderiet, og også med at styre og skabe struktur i mange af Klaus´ forskellige projekter.  

 

Bilbranchen i 2021

Bilbranchen blev lige som så mange andre brancher ramt af Corona-krisen, men 2020 blev ikke det rædselsår for Klaus Buus, som man kunne frygte. Klaus Buus havde også sorte tal i 2020 og benyttede sig hverken af hjælpepakker eller hjemsendelser. Men han kunne alligevel godt mærke, at der kom en tilbageholdenhed i befolkningen for at købe biler. Og så blev de ramt af det forhold, at folk, som er hjemsendt, kører mindre i deres biler. Mindre kørsel er lig med mindre slid og færre buler, som værkstedet ellers ville tage sig af. 2021 kom sløvt i gang med den totale nedlukning af landet, og selvom branchen har kunne arbejde mere online og tilbyde prøvekørsler ”ude af huset”, så foretrækker de fleste af Klaus Buus´ kunder at kunne komme ind i butikken. Det glæder derfor Klaus, at samfundet er under genåbning igen.

På spørgsmålet om fremtiden for biler så mener Klaus, at Hybrid-biler er det, hans kunder vil efterspørge mere fremover. Det mener han fordi el-biler er svære at udnytte optimalt i landdistrikter, og brint er kommet for sent ud af starthullerne til at få en reel rolle at spille. Dog vil mange ”modne” kunder også fremover efterspørge biler med traditionelle forbrændingsmotorer, og ifølge Klaus vil disse også sælges i nye biler frem til 2030.

Klaus Buus har 3 medarbejdere på elteknikker uddannelse for at kunne arbejde med de avancerede elsystemer i el og hybridbiler, så det er den vej, det går.  

Men uanset drivmidlerne i fremtidens biler, så stopper udviklingen og Klaus´ ambitioner for virksomheden ikke her. Der skal fortsat ske en udvikling af bilforretningen, og Klaus udelukker ikke at der engang kan komme endnu et nyt bilmærke til. Om der ligger et muligt generationsskifte i familien forude er endnu for tidligt at sige, men Klaus spår, at der er interesse for branchen hos mindst én af familiens to børn.

 

Mere end franske biler

Bilhandlen er kærnen i Klaus Buus´ virksomhed, men det er ikke en guldgrube at forhandle nye biler. Fortjenesten er lav og importørerne stiller meget store krav til forhandlerne. Det er måske medvirkende til, at Klaus Buus også har gang i mange andre aktiviteter i Aars-området, hvor flere af dem er ganske synlige, når man færdes rundt i området. Efter opkøbet af havecentret kom der åbning ned mod boulevarden, og Klaus Buus har flere bolig- og erhvervsejendomme rundt omkring i byen, hvor der er spændende udviklingsprojekter i gang. Bygningerne, hvor Tullesens Møbelpolstring, Land & fritid og ”Bowlingcentret” ligger, er eksempler på det, og særligt i det gamle bowlingcenter er der spændende planer og aktiviteter indenfor både bolig og erhverv. Klaus Buus antyder også, at der på havecentergrunden inden længe vil opstå et nyt projekt, der netop kan udnytte synligheden og tilkørselsmuligheden fra boulevarden, Klaus Buus mener, at en god dialog med kommunen er en forudsætning for at kunne få succes med den type projekter, som han kaster sig ud i – det kan også være nødvendigt at være meget vedholdende og insisterende en gang imellem for at komme igennem!

Derudover har Klaus altid været engageret i cykelsport, og har både sit eget mountain-bike cykelhold samt div cykelprojekter i Vesthimmerland. Klaus beretter, at cyklingen ud over at være en skøn hobby faktisk også giver mange kontakter til potentielle kunder. Og så har Klaus og Fru Mette også gang i et privat projekt, nemlig husbyggeri på en smuk naturgrund lidt uden for Aars.

Klaus Buus blev på Aars Erhvervsråds generalforsamling i maj 2021 hædret med årets Foretagsomhedspris, der gives til en person, virksomhed eller forening, der har gjort en særlig indsats for at udvikle sig og det omkringliggende i erhvervsliv i Aars. Denne kåring er en fin understregning af, at Klaus´ aktiviteter bliver bemærket og værdsat.

Billede 1 øverst til venstre: ”Man skal da ikke se at det roder på skrivebordet!” men Klaus Buus har bare konstant gang i mange ting.
Billede 2 nedest til venstre: Østre Gasværk underholdt kunderne til Klaus Buus´ 25 års jubilæumsreception i 2020
Billede 3 øverst til højre: Gode og loyale medarbejdere er nøglen til succes – her Klaus sammen med teknisk rådgiver Lars Christensen på det moderniserede værksted.
Billede 4 nederst til højre: Klaus´ passion for gamle Citröen biler er synligt i biludstillingen.