Mere end 70 repræsentanter fra erhvervslivet og Vesthimmerlands Kommune var torsdag morgen samlet på industrivirksomheden Logstor til årets første netværksmøde i Forum Væksthimmerland. Den overordnede ramme for arrangementet var at se fremad – både ud fra konkrete eksempler på, hvordan lokale virksomheder arbejder innovativt, men også i forhold til kommunale initiativer, der skal fremme erhvervsudviklingen i Vesthimmerland.

Netop de kommunale initiativer blev italesat af Borgmester Per Bach Laursen, der som endnu nyvalgt borgmester fortalte om bl.a. kommunens ambitioner for at udvikle både den fysiske og digitale infrastruktur i hele kommunen samt planerne for at styrke erhvervslivets samarbejde med videninstitutioner. Derudover påpegede Per Bach Laursen også, at kommunen skal gøre det attraktivt for kommunens største virksomheder – der for manges vedkommende er ejet at kapitalfonde eller internationale koncerner – at bibeholde arbejdspladserne i kommunen. Ved den efterfølgende dialog med tilhørerne var der fokus på udfordringerne med at skabe og fastholde kvalificeret arbejdskraft. Det blev ligeledes diskuteret, hvordan Vesthimmerlands Kommune kunne understøtte bosætningen og derigennem få højtuddannede og personer med lederstillinger til at flytte til kommunen.

Anderledes kundetilgang i en ellers traditionsbundet
Arrangementet blev afholdt hos Logstor og den administrerende direktør, Kim Christensen, fortalte om virksomheden, som er markedsledende indenfor rør til fjernvarme. Han gav et indblik i udrulningen af en strategiplan hvor der er lægges yderligere vægt på en styrkelse af virksomhedens bundlinje frem for vækst gennem øget omsætning. Tilgangen hertil har været at skabe et værdiorienteret perspektiv, hvor kunderne skal opleve den merværdi, som produkter og ydelser fra Logstor leverer.

Kåring af den lokale vinder i TagFat-konkurrencen
Netværksmødet blev ligeledes benyttet til at kåre den lokale vinder af TagFat-konkurrencen, der er et initiativ skabt af Region Nordjylland for at kåre regionens mest innovative virksomhed. Temaet for årets konkurrence er digitalisering, og i Vesthimmerlands Kommune deltog tre lokale virksomheder i finalen. De tre deltagervirksomheder var Lyngsoe Systems, Outline og Thorsen Teknik. Fælles for alle tre virksomheder er, at de løbende udvikler deres produkter, forretningsgange og processer for hele tiden at være konkurrencedygtige og attraktive for kunderne, og at digitalisering de seneste år har været en væsentlig faktor i dette arbejde.

Konkurrencen blev afviklet ved, at direktørerne for de tre indstillede virksomheder hhv. Villads Thomsen, Jens Sørensen og Torben Thorsen, hver holdt et kort indlæg om virksomhedernes innovationsprocesser, hvorefter deltagerne til arrangementet gennem en onlineafstemning, var med til at kåre Vesthimmerlands mest innovative virksomhed.
Vinderen blev, efter et meget tæt afstemningsresultat, Lyngsoe Systems, som dermed går videre til regionsfinalen, der afholdes d. 24. maj hos Air Transport Wing Aalborg.
Administrerende direktør Villads Thomsen fra Lyngsoe Systems, fortale om virksomhedens arbejde med at udvikle innovative og intelligente logistiksystemer, der skræddersyes til den enkelte kunde. Virksomheden leverer logistikløsninger til bl.a. biblioteker, postvæsen, lufthavne, sygehuse og virksomheder – alle med sporbarhed og dataindsamling som nøglebegreber

Tilbage til nyheder

Nyhedsbrev

Nyheder og arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag informationer om vores seneste nyheder og kommende arrangementer.



Kontakt os

Kontakt os

Kontakt vores team af engagerede medarbejdere, som alle står klar til at hjælpe dig.

Skriv i formularen herunder og vi vil kontakte dig hurtigst muligt.