Af Jacob Lange

Virksomheden EasyRobotics i Sønderborg står lige nu midt i et intenst forløb, hvor de sammen med to andre virksomheder og en uddannelsesinstitution er i fuld gang med at udvikle et helt nyt produkt. Netværksudviklingen har skabt en ny skole for, hvordan virksomheder kan nå nemmere i mål, når de ønsker at booste processen og ikke mindst sikre en hurtigere time to market.

I Nordjylland hedder metoden INNO-NORD, og i Syddanmark hedder den AutomationsBoost. Sidstnævnte er EasyRobotics blevet en del af, da de i forbindelse med udviklingen af et nyt produkt fik mulighed for at gå sammen med to andre virksomheder og Syddansk Universitet om Profeeder Multi, der er seneste skud på stammen af mobile og agile robotter til industriens SMV-segment. – Virksomheden bygger på et ønske om at tilbyde lette og flytbare robotløsninger, der kan anvendes i en hurtigt omstillelig produktion, hvor man typisk har små serier og mange forskellige emner, der skal fødes ind i fx en CNC-maskine. Det kræver normalt en masse manuelt arbejde, men vores løsninger automatiserer en stor del af arbejdet og gør desuden, at den fysiske bemanding ikke behøver at være nær så stor. Det har vi haft rigtig god succes med, og derfor tøvede vi heller ikke med at takke ja til at komme med i AutomationsBoost-forløbet, fortæller Per Lachenmeier, der for blot to et halvt år siden stiftede EasyRobotics.

Slank netværksstruktur omkring virksomheden
Som gammel LEAN-mand var det naturligt for Per Lachenmeier at opbygge virksomheden omkring en slank netværksstruktur, og derfor har han fx lagt al engineering ud til virksomheden Hannemann Engineering, som også ligger i Sønderborg. – Da Væksthuset kom og præsenterede idéen for mig om et netværksbaseret udviklingssamarbejde, hvor vi endda havde mulighed for at trække på specialister fra Syddansk Universitet, krævede det ikke mange overvejelser fra min side. Ud over Hannemann Engineering koblede vi Trimatic Automation på, da de er knivskarpe til kommunikationen mellem robotten, vores udstyr og eksempelvis en CNC-maskine. Det er en kæmpe styrke for os, at vi kan trække på så mange kompetencer i ét og samme udviklingsforløb, og jeg kan kun anbefale andre virksomheder at gøre det samme, siger Per Lachenmeier, der desuden har gjort brug af Væksthus Syddanmark som rådgiver og vejleder i forbindelse med programansøgningen og den løbende sparring.

Fælles interesse i projektet
Ifølge Per Lachenmeier har der vanen tro på den slags tekniske projekter været masser af udfordringer undervejs. Men ikke større, end at parterne i fællesskab har fundet en løsning. Og det særlige ved Automationsboost- og INNO-NORD-metoden er netop, at virksomhederne kan se en fælles interesse i at bidrage aktivt til projektet og tilføre hver deres ekspertise.
– Vi har dannet et lille økosystem, hvor alle parter kan se en forretningsmæssig værdi i at gå sammen og smide ressourcer efter det, selvom det jo i sidste ende bliver et EasyRobotics-produkt. Men vi har en stiltiende aftale om, at vi er sammen om både udvikling og den efterfølgende høst af gevinsten, når vi i den kommende tid skal videreudvikle og producere Profeeder Multi, som nu er ved at være klar til at ramme markedet, uddyber han.

Sikrede stor gevinst
Undervejs har Egernsund Maskinfabrik testet produktet, og her er erfaringerne allerede meget positive. De har således kunnet erstatte to medarbejdere, der normalt arbejdede i toholdsskift 16 timer i døgnet til nu kun at have fysisk bemanding på en CNC-maskine halvanden time i døgnet. På den måde har de to medarbejdere fået frigjort en masse tid, så de nu hver især kan betjene tre maskiner i stedet for en enkelt.
– En Profeeder Multi koster 500.000 kroner, og med regnestykket fra Egernsund Maskinfabrik kræver det ikke meget matematik at regne sig frem til et ganske fornuftigt ROI på maskinen. Derfor forventer vi os selvfølgelig meget af det nye produkt, siger Per Lachenmeier. Han understreger, at man skal være parat til at spille med helt åbne kort over for de andre virksomheder i udviklingstriumviratet, hvilket blandt andet indebærer en høj grad af tillid og en gennemsigtig prisstruktur.

Hvad er INNO-NORD?
INNO-NORD er en unik mulighed for små og mellemstore virksomheder (SMV) i Nordjylland, der ønsker at udvikle produkter eller serviceydelser sammen med andre virksomheder og fagspecialister fra University College Nordjylland og Aalborg Universitet.
Innovationsforløb mellem virksomheder
En innovationsgruppe under INNO-NORD kræver mindst tre SMV’er for at blive oprettet. Gruppen kan fx bestå af virksomheder, der samarbejder som kunde/leverandør. Virksomhederne kan også indgå et samarbejde med en fagekspert inden for et fælles område. Et innovationsforløb kan foregå over en periode fra 3 til 12 måneder.

Tilbage til nyheder

Nyhedsbrev

Nyheder og arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag informationer om vores seneste nyheder og kommende arrangementer.



Kontakt os

Kontakt os

Kontakt vores team af engagerede medarbejdere, som alle står klar til at hjælpe dig.

Skriv i formularen herunder og vi vil kontakte dig hurtigst muligt.